Pleje og hvile

Kenta lå i et hjørne af flokken hvor hun kunne overskue alt hvad der skete. hun havde lige brølet nogle af hendes røvslikkere væk. det pinte hende at måtte hvile sig efter sit uheld med benet. hun havde også en fornemmelse af at hun gik glip af meget i oprøret eftersom hun ikke havde været i dragereden siden midvinterfesten. men det der pinte hende mest var alt den omsorg. hun kunne "sgu da godt" klare sig selv! nu måtte hun lade andre klare tingene for hende og være afhængig af andre. var hun ved at blive gammel? i hvertfald var hun meget irriteret.

Yuuki gik rundt, hun gik stille og roligt, hun var i meget godt humør i dag

Raskasim kom flyvende ind over flokken. han landede på Kentas hovede, selvom han vidste at hun ikke ville bryde sig om det. han elskede at drille og i sin nuværende tilstand ville hun ikke kunne gøre så meget. men der v ar jo også vigtigere ting han var kommet for. "skraah. Raskasim se menneske tager lille tyk, ulvepige og elverpige. kraahh." han kløede sig med næbet i fjerende og lod til allerede at have glemt hvad han havde sagt og intereserede sig ikke for kentas svar eller reaktion.

Yume kom stille gående.
Hun ville nok for brug for hjælp, men der var jo ingen mennesker der ville hjælpe til, selvom hun havde en plan
*Hvad skla jeg gører* Tænkte hun og så op

Kenta plottede sine tænder og snerrede vredt: "hvad sagde du?! har de taget en af mine ulve?!!!" hun bevægede sig så voldsomt at hendes ben smertede og Raskasim var ved at falde af hendes hovede, men hun var ligeglad. "og lille mand... Ludi?!" hun var rasende og de andre ulve så skræmte på hende. "vi må mødes i dragereden, eller..." hun skævede til sit ben. "Raskasim! kald elverne, smålingerne, alle dyrende til samling. hér! lige her i ulve lejren. det her skal løses nu! dette skal menneskene ikke slippe afsted med!"

Yume hørte Kenta og standsede brat op.
Hun blev nød til at komme derhen og fortælle dem hendes plan. Men hun vidste at hun nok var den eneste, der hvis hun var heldig, ville kunne komme derind og prøve at befrie dem

hun så kenta og gik hen til hende"hej Kenta"sagde hun, hun smilte hende, hun viste godt hvad der var sket men hun var sluppet væk fra det med lidt hjælp, hun satte sig hos Kenta

Raskasim lettede forskrækket og begyndte at flyve da han støøte lige ind i Yume. "skraaaarrgh! Menneske! Menneske!" skrappede han med sin lille, hæse stemme og baskede vildt med vingerne så fjerene begyndte at falde af og hvirle rundt i luften omkring ham.

"Nej vent jeg er med jer!" Hun stod forskrækket og så på kragen
"Tro på mig, jeg har en plan!"
Hun sørgede for at kraven ikke ville kradse i hendes ansigt

Kenta hævede sit hoved og så bisk på Yume. "det sagde du også diste gang vi mødtes. men denne gang vil jeg tro dig. vi går hårdere tider i møde det ser ud til at vi må stole på dem deer er og skabe os så mange venner så mugligt. og jeg tror måske også at din race kan blive os nyttig, lille menneske. men lad os vente med din plan til raskasim her har tilkaldt de andre." hun kiggede sigende på raskasim "afsted med dig!"

hun følte sig ubruglig, hun rejste sig igen, hun skulle til at gå igen

Raskasim så forvirret på Kenta og Yume men fløj så afsted for at kalde de andre til samling.

//out//

Yume nikkede stille og blev stående.

//Sorry kunne ikke lige finde på mere//