Træning og atter træning

Yume trænede hårdt selvom der stadig var meget glat.
Hun gled et par gange og havde nu mudder på sig, men hun trænede bare videre med sit sværd

"Noget mere jeg skal vide?" sagde en stemme og det blev mørkere end før.

Hun så sig forskrækket omkring
"Måske... Men.. Er husly med i prisen?"

"Hmm, hvad tror du?" en skikkelse kom ud fra mørket.

"Det ved jeg ikke"
Hun stod afslappet men hun havde stadig fat i sit sværd

"7guld er nok til at en person kan leve i.. hmm ca. 7dage"

"Har du aldrig nogen sinde hørt ordet at stjæle?"
Hun så stille hen imod ham, og var ikke spor bange... Endnu..

"At stjæle. De har stjålet dem fra dig" sagde manden kold "Men jo jeg kender ordet, jeg stjæler livet af hver en der kommer og prøver at ødelægge skoven" manden forsvandt og nu stød han 3,4m fra hende, og havde en stav i hånden.

Hun lille smil gled hen over hendes læber
"Du vil da ikke slås?"
Hun så stille på hans stav

"En gammel stav, ja, men den har taget livet af folk i løbet af de sidste 3000år. Og nej hvorfor skal jeg slås?"
"Dit sværd vil ikke gør stor skad mod en, man ikke kan se" De blev mørkere

"hm.." Hun hævede sit sværd
"Kom frem og slås som en mand!" Hendes røde halsterklæde dækkede hende mund, ører og næse

"Ned med det metal legetøj!" råbte manden vredt, hvorefter der blev mørkere og selv månelyset kunne ikke hjælp.
"Hvorfor tror du jeg bliver kaldt for skyggen??" spurgte stemmen, med stor morskab.

"Jeg er ikke bange for dig!"
Hun stod vredt

"Hvis du ikke er bange, så smid dit metal legetøj. Og hvis jeg nu vil angrib dig, bliver det nok med min stav. Og stave kan ikke dræbe stærke folk"

Hun satte sværdet tilbage i skeden
"Så kom an"

Noget gik forbi hendes hoved "Et til skridt og dit hoved vil ikke være i sin plads" sagde stemmen.

Hun sank stille en klump
"hvorfor?"
Hun løftede stille den ene hånd for at føle hvad det var

Ligeså snart hende finger var ved at rør blev den flyttet. "Prøv ikke, og jo stavens øverste del kan flå hud fra knoglerne"
"og husk nu du kan ikke meget i mørket" sagde den kolde stemme.

"Jo jeg kan.." Hun kunne næsten intet se
"Er du bange for mig?" Hun smilte ondt

"Bange, desværre jeg kender ikke til frygt" Og med disse ord, ramt noget hårdt hende i hovedet.


//Sorry

Hun faldt bagover og ramte jorden men satte sig bare op
¤Svin¤ Mumlede hun

"Tja, vil du stadig kæmp. Hvis du ikke vil, så kast dit våben og vi kan tale i fred" sagde en frygtindgydende stemme som ikke var så nem at genkende.

Hun rejste sig op og tog sværdet i hånden
"Bare kom an"
Hun prøvede at lokalisere stemmen

"Hører her pigebarn, din måske 30 års træning vil ikke hjælpe dig mod 3000års træning. Noget fortæller at jeg ikke skal dræb dig. Og jeg siger ikke det fordi jeg er bange. du kan aldrig find mig. Jeg er mørket selv" sagde stemmen nu lidt venligere.

"Jeg er ikke 30 år!!!"
Hun huggede ud efter der hvor hun regnede med stemmen var